DØD

Om DØD, dit og dat.

onsdag, juni 13, 2007

8 bit

Som barn af firserne, er jeg en del af en generation der er vokset op med bip-bip spil, Commodore, Atari, Amiga, Nintendo og Sega. Op igennem firserne og halvfemserne, bibbede og blobbede vi os gennem fantastiske forhindringer, landskaber og verdener, med følge af vores lille kantede helt, til tonerne af de mest vidunderligt underfundige temaer og melodier. Mens grafik og processorer for længst er slået af banen af nutidens computere og spilkonsoller, har musikken levet videre i bedste velgående.
Dengang var musikken i højsædet, men man havde kun konsollernes egne lydkort til at afspille disse temaer. Derfor var lyden noget skrabet. 8-bit, som er en betegnelse for musikkens (og grafikkens) kvalitet, er derfor vedblevet at være en nostalgisk lyd for musikere at udforske.

Svenske Crazy Q er en af mine favoritter. Han har blandt andet lavet nummeret 'Booty Call', som vi har spillet en del. Hans laver sin musik på Atari, Commodore og Amiga, og spiller tilmed live med et setup af to Atari-computere og en DJ mixer.

Crazy Q - G-Spot (mp3 / zShare)

ReX 42 er ligeledes svensk, og har lavet 8-bit musik, lige fra dengang det var hi-tech. Han har udgivet musik både i Europa og USA, og turneret i Skandinavien. Han har desuden en ordentlig gang numre til gratis download på pokeindustries.com/rex42.

ReX 42 - Lo Show (mp3 / zShare)

Når det gælder kunstnere indenfor denne genre, er informationerne desværre noget sparsomme. Det gælder også ]9.0.9[ som jeg ikke ved så meget om, men han er i hvert fald fra Frankrig, og så ryger han.

]9.0.9[ - Cyber Timbaland (mp3 / zShare)

Af andre interessante indenfor genren, kan nævnes tyske Bodenständig 2000, som udgav deres debutplade, 'Maxi German Rave Blast Hits 3', på Aphex Twins pladesleskab, Rephlex, i 1999. De er både sjove og har et godt popøre. Desuden har Björk indrømmet, at grundlaget for hendes plade, 'Medulla', fra 2004, bl.a. var Bodenständig 2000s nummer, 'Saureschnauze'.
Til sidst vil jeg anbefale dig at besøge micromusic.net som er et 8-bit community, fyldt med lyden af Atari, Commodore og Amiga.

Af Skipper


Free Hit Counter